Tag: permanent udstilling

03
nov
2017

Kvorning vinder kontrakt med norske Alta Museum

Kvorning design & kommunikation vinder kontrakt med Verdensarvsenter for bergkunst – Alta Museum IKS i Alta, Norge, om permanent udstilling om Altas bjergkunst, ’Spor i berg’.

Alta har Nordeuropas største forekomst af bjergkunst fra samler- og jægersamfundet. Bjergkunsten omfatter UNESCO-beskyttede helleristninger og hellemalerier, der er lavet for ca. 7.000 til 2.000 år siden. Ristningerne udgør det vigtigste bevis på bosættelser og menneskelig aktivitet så højt mod nord i forhistorisk tid. Derfor blev Altas bjergkunst også som del af verdens kulturelle arv optaget på UNESCO’s verdensarvsliste i 1985.

’Spor i berg’ byder på masser af interaktion og underholdning for hele familien. Den 150 m2 store udstilling åbner sommeren 2018.

28
sep
2017

History Collection i LEGO HOUSE

Når LEGO House, LEGO Koncernens nye oplevelsescenter for hele familien i Billund, åbner 28. september 2017, har Kvorning design & kommunikation en finger med i spillet.

I samarbejde med LEGO Koncernens engagerede og inspirerende, historiske medarbejdere, har Kvorning designet og udviklet udstillingerne til History Collection i oplevelsescentrets fundament.

Gå på opdagelse i barndomserindringer

Når store og små tager trappen eller elevatoren ned til History Collection, møder de et 2 x 2 meter stort logo som det allerførste. De genopdager deres egen barndom gennem udstillingens juveler: LEGO produkterne, der er med til at fortælle LEGOs lange historie gennem markante milepæle, tegninger og modeller. Her er alt, hvad ethvert legehjerte kan begære. Naturligvis også animationer med børn i klassiske legesituationer, som de fleste kender og genkender. Fra sig selv eller fra børnene.

Alt det bedste siden 1932

Halvvejs inde i udstillingen møder de besøgende et lys, der trækker dem ind i et rum formet som det indvendige af en LEGO klods med en udstilling af LEGO modeller og æsker gennem årtier. Her kan alle uanset alder genfinde en skattet LEGO æske. Enten som fysisk model eller i et interaktivt bord med mere end 5.000 LEGO æsker. I to andre store, runde montrer og langs væggene vækker mange hundrede originale modeller og æsker kære minder. History Collection er et sandt skatkammer til fascination og fordybelse.

 

 

23
jun
2016

Kvorning vinder udstilling til Norsk Oljemuseum

Kvorning design & kommunikation vinder med konceptet ’Havets hemmeligheder’ Norsk Oljemuseums nye udstilling om petroleumsgeologi i inviteret konkurrence. Projektforslaget tilfører Stavanger-museet et nyt, ikonisk element – en udstilling med stor, visuel wow-effekt – som suger børn og voksne med helt ned under havbunden.

Norsk Oljemuseums nye udstilling er udforskning, aktivitet og dramatik – ren Jules Vernes! Det afslører arbejdstitlen på Kvornings vinderprojekt ’Havets hemmeligheder’ også. Overalt i udstillingen bliver børn og voksne udfordret på hjerte, hjerne og muskler. Zoner med analoge og digitale tilbud inviterer til samarbejde, læring og leg. Og appellerer dermed til udstillingens væsentligste målgruppe – de 12-årige – ja, til hele familien!

Pædagogisk tyngde og nyskabende wow-effekt

Norsk Oljemuseums dommerbetænkning af 17. juni 2016 lyder –

“Vi oppfatter at Kvorning design & kommunikation har forstått oppgaven og levert en svært spenstig, godt begrunnet og tiltalende hovedidé. Her forenes wow-effekt med mulighet for fakta og læring, i en nyskapende design.” … “Vår beslutning er tatt ut fra vår beste vurdering av hva som vil ta oss til målet om å kunne åpne en ny utstilling om petroleumsgeologi, med pedagogisk tyngde og wow-effekt som vil være nyskapende – og robust nok til å gi Norsk Oljemuseum et løft ikke bare i 2017, men i mange, mange år framover”…

Hvirvelstrøm eller stor bølge

Udstillingens formgivning er inspireret af havet. Både at færdes i havet og på havbunden. Og fulgt op af en form som en hvirvelstrøm eller en stor bølge. Inspirationen hertil spænder fra tornado, orkanens øje og hvirvelstrøm til det menneskelige øje. Menneskets rolle er jo central. Det at få ideen til at hente olie på havets bund, at overvinde tekniske udfordringer for at finde olie samt – ikke mindst – at hente den op fra bjergarterne langt, langt nede under havbunden.

Tæt samarbejde med museet

Norsk Oljemuseums nye udstilling bliver udviklet i tæt samarbejde med Kvorning. Hermed sikrer museet det rette afsæt for en idérig, gennemtænkt og dynamisk udstilling. Et koncept, hvor analoge og digitale formidlings- og interaktionsformer smelter aktivt sammen og gør teknisk vanskelige spørgsmål og emner til enkel og relevant viden samt sjov læring og leg.

Om Norsk Oljemuseum

Norsk Oljemuseum i Stavanger i Norge formidler norsk oliehistorie i et interaktivt og moderne museumsanlæg. Museet, som åbnede i 1999, har omkring 100.000 gæster om året.

 

03
jun
2016

‘Bolig, energi og transport’

Gasmuseet i Hobro åbner rå og stemningsfuld boligudstilling i ‘Retorthuset’.
Kvorning design & kommunikation står for den permanente udstilling om boligudvikling gennem tiden – også afsnittet om transport, som føjes til i løbet af sommeren.