NYHEDER

16
maj
2017

På vej til London – ses vi dér?

MUSEUMS+HERITAGE SHOW 2017, LONDON. 17.-18. MAJ 2017 I WEST HALL, OLYMPIA, STAND F6.

Oplæg ved udstillingsdesigner Arne Kvorning: “Kulturarvsformidling i fredede bygninger fra Norge til Qatar”.

Workshop ved Kvorning design & kommunikation og 10 Tons: “Sådan skaber man et æble på 3,5 meter”.

27
apr
2017

Kongskilde Naturcenter – Porten til Midtsjælland

Naturstyrelsens nye familieattraktion i Kongskilde Naturcenter, som åbner 30. april 2017, fungerer som porten til Midtsjællands smukke, bakkede landskab med søer og skove lige uden for døren. Kvorning design & kommunikation er udstillingsdesigner.

Kongskilde Naturcenter er en fin udstilling, som emmer af natur overalt. Både i valg af materialer og farver. Her er plancher i birkefinér og grønt linoleumsgulv. Et væld af analoge og elektroniske tilbud klæder store og små på til sanselige natur- og kulturoplevelser i det fri.

Kvorning design & kommunikation står for koncept og udstillingsdesign i samarbejde med Naturstyrelsen. Kongskilde Naturcenter på Skælskørvej bugner af tilbud til hele familien. Her er både klassisk og interaktiv formidling. Udstillingsarealet udnyttes maksimalt. Med flotte plancher, udstoppede dyr, trykknapper og tingfinderkrog, hvor børn og voksne kan bidrage til udstillingen, uploade egne fotos til Kongskildes Facebook-side eller hænge ud.

Projektmedarbejder Elly Andersen, Naturstyrelsen, udtaler –

’Vi glæder os til at vise det nye naturcenter frem. Området er fantastisk at bevæge sig rundt i og gemmer på mange herlige naturoplevelser og gode historier. Udstillingen præsenterer de gode historier og viser, hvordan hele familien kommer ud og oplever dem. Otte temaruter på 1-5 km gennem Midtsjællands bakkede landskab er klar til at blive indtaget af store og små’.

 

30
mar
2017

Ny Kvorning adresse i Norge

Kvornings adresse i Norge er ændret til –

Kvorning design & kommunikation ApS
NO: c/o Alliance AS · Billingstadsletta 19 A · 1396 Billingstad

 

 

27
mar
2017

Mere hæder til Fængselsmuseet

Til lykke til Fængselsmuseet i Horsens med 2. pladsen i forbindelse med Historiske Dages Fornyelsespris 2017.

Historiske Dages Fornyelsespris fremhæver og præmierer nye, nyskabende, overraskende og anderledes måder at formidle historie og kulturarv på – måder, som gør dem tilgængelige for flere mennesker.

Priskomiteens begrunder Fængselsmuseets 2. plads sådan –

“Museet forholder sig til en større helhed, der ikke kun omfatter samfundet, lovovertræderen og sanktionerne, men også rummer historien om, hvad det betyder for familie og børn, at fx en af forældrene er fængslet. Fem nye tilføjelser til udstillingerne på museet, nyt indhold på museets website og sidst, men ikke mindst, en Twitter-profil, som har fokus på aktuel debat på retssamfundet og på, hvordan vi forholder os til dem, der har forbrudt sig imod samfundet.”

Til lykke til Øhavsmuseet Faaborg med 1. pladsen og Anders Olling og Erik Havsteen med 3. pladsen. I alt 19 var nominerede.

 

17
mar
2017

‘Drømmenes Kupé’

Danmarks Jernbanemuseums nye særudstilling, ’Drømmenes Kupe´, som Kvorning design & kommunikation har designet, sætter fokus på danskernes togrejser til udlandet. Både luksusrejserne med de blå Wagons-Lits vogne mod klassiske rejsemål og Interrail-rejserne ud i det blå med de røde, slidte DSB-vogne. To forskellige rejseformer, som rejsebureauerne udbød først i 70’erne.

Poetisk udstilling
’Drømmenes Kupé’ er en poetisk udstilling, der skal få museets gæster til at drømme selv. Lægge hverdagen bag sig. Give sig hen for en stund. Derfor er udstillingens 400 kvm tilrettelagt som en togrejse. Før, under og efter. Forberedelserne med rejsebureau, pakkeliste og fremmed valuta. Rejsens kupéer, måltider og forventninger. Og ankomsten til Gare du Nord og byernes by, Paris.

Essensen af rejsen
For at sikre museumsoplevelser i top er særudstillingens genstande udvalgt efter alle kunstens regler og begrænset til et minimum. Hensigten er at fange essensen og stemningen af rejsen og samtidig sikre rum og ro til fordybelse. Ens baggrund er med til at skabe en helhed og sikre sammenhæng på tværs. Ligesom interaktive og analoge tilbud supplerer hinanden overalt i udstillingen.

’Drømmenes Kupé’ åbner på Danmarks Jernbanemuseum i Odense 18. marts 2017.

09
mar
2017

‘Drømmenes Kupé’

Danske Museer Marts 2017 bringer artiklen ‘Drømmenes Kupé’ – om Danmarks Jernbanemuseums nye særudstilling om danskernes togrejser til udlandet, som Kvorning design & kommunikation er medskaber af. Særudstillingen åbner 18. marts 2017 – rejs til Odense og løs billet til Wagon-Lits eller Interrail! God ferie – og god læselyst!

09
feb
2017

Kvorning-konferencer 2017

Kvorning design & kommunikation deltager løbende i museumskonferencer i ind- og udland. Med udstillingsstand og oftest også med indlæg om udstillingsdesign, kulturarvsformidling, kulturturisme mv.

National Trust, Hardwick Hall, England. Udstillingsdesigner Arne Kvorning: ‘Hvordan genskaber man liv i gamle bygninger – med særlig respekt for kulturarv og verdensarv’. Februar 2017

Arctic Design Week, Rovaniemi, Finland. Udstillingsdesigner Arne Kvorning: ‘How to create excellent customer experience with design’, Arctic Design Week. 23.-24.2.17

ODM’s Formidlingsseminar, Aarhus. Udstillingsstand. 7.3.17

Museums+Heritage Show 2017, London, England. Udstillingsdesigner Arne Kvorning: ‘Kulturarvsformidling i fredede bygninger fra Norge til Qatar’. Udstillingsstand. Maj 2017

Best in Heritage 2017, Dubrovnic, Kroatien. Udstillingsdesigner Arne Kvorning: ‘Transformation af Horsens Statsfængsel til Fængselsmuseum’. 28.-30.9.17

Museum Documentation Center, Zagreb, Kroatien. Udstillingsdesigner Arne Kvorning: ‘Transformation af Horsens Statsfængsel til Fængselsmuseum’. 2.10.17

2nd Annual Cultural Tourism Middle East, Dubai, UAE. ‘How can you increase visitors to your cultural attractions?’ Udstillingsdesigner Arne Kvorning: ‘Bring back life … Storytelling through scenography and exhibition design’. Udstillingsstand. 31.10.-2.11.17

Museums Association Show, Manchester, England. Udstillingsstand. 16.-17.11.17

International Museum Construction Congress 2017. København, Danmark. Udstillingsdesigner Arne Kvorning: ‘Husk udstillingerne. Samarbejde mellem udstillingsarkitekter og museer ved nye museumsbyggerier’. 5.11.17.

Kontakt Gitte Olsson, gitte@kvorning.dk, for booking på konferencer, netværksmøder for museumsorganisationer mv.

19
dec
2016

25 år med udstillinger

Når rådhusuret falder i slag nytårsnat 2017 kan Kvorning design & kommunikation fejre 25 år med udstillinger i hele verden. En målrettet rejse fra Arne Kvornings ‘one-man-band’ i 1992 via positionen som Danmarks og Nordens største og mest internationalt arbejdende team til pladsen blandt verdens top 10.

Nytårsnat runder Kvorning design & kommunikation et skarpt hjørne. 25 år med udstillinger. Siden januar 1992 har de københavnske udstillingsdesignere skabt magiske rum og øjeblikke for store og små i over 50 lande i hele verden. Ved at smelte arkitektur, historiefortælling og design sammen til stemningsfulde og nærværende oplevelser. Samt arbejde med dramaturgi og berettermodeller, ligesom man gør i filmproduktion. Så alt er med til at drive historierne fremad.

Delphi, Dover, Dubai …

Kvorning-teamet skaber udstillinger af enhver art, kompleksitet og skala. Med årene er designopgaverne blevet både større og mere komplekse. Fx Shannxi History Museum i Xi’an i Kina, hvor teamet levendegør historien om mere end 40 utilgængelige, underjordiske gravkamre med unikke freskoer fra Tangdynastiet med virtual reality, animationer og film. Nyt besøgscenter i Grækenlands største bauxitmine til The Vagonetto Fokis Mining Park i Delphi. Én af English Heritage’s mest populære turistattraktioner, Dover Secret Wartime Tunnels, hvor Kvorning for nogle år siden vandt konkurrencen om at formidle redningen af omkring 400.000 allierede soldater over den engelske kanal under 2. verdenskrig i anlæggets mere end 2 kilometer lange tunneller dybt inde i klinten. Spændende konkurrencer, der kører i Dubai og andre emirater. Norge, et af Kvornings nøglemarkeder, hvor teamet er i fuld gang med Norsk Oljemuseum i Stavanger, Norsk Jektefartsmuseum i Bodø samt otte norske verdensarvssteder på Unesco’s liste. Herhjemme er også travlt, bl.a. har Fængselsmuseet i Horsens, som Kvorning genopliver med storytelling, projektion, interaktion, lys, lyd og lugt vundet flere internationale priser. Invitationer til at byde på verdens største udstillingsopgaver er der også flere af. Senest rollen som Lead Exhibition Designer ved verdens største, arkæologiske museum Grand Egyptian Museum i Kairo, hvor Kvorning efter 1 års hård konkurrence blev nr. 2 af 10 inviterede.

14
dec
2016

Skitseprojekt til Museo Fisogni

Kvorning design & kommunikation tegner samarbejdsaftale med Museo Fisogni i Tradate i Norditalien om skitseprojekt til international vandreudstilling om museets unikke samling af komplet inventar fra benzintanke; i.e. vintage benzinstandere, emaljeskilte, verdensberømt, italiensk plakatkunst, merchandise mv. Museet er optaget i Guiness Book of Records for at repræsentere intet mindre end verdens største samling af disse fantastiske artefakter – nu skal de og alle historierne og duften af benzin formidles internationalt.

 

08
dec
2016

The Grand Egyptian Museum, Kairo, Egypten

Kvorning design & kommunikation får 2. pladsen i konkurrencen om opgaven som Lead Exhibition Designer på en gigantisk, international udstillingsopgave – 93.000 m2 udstillinger eller næsten 19 fodboldbaner – for The Grand Egyptian Museum, Kairo, Egypten, efter et hemmeligholdt udskilningsløb det seneste år.

The Grand Egyptian Museum er intet mindre end verdens største arkæologiske museum – og samtidig verdens største museum, der opføres i øjeblikket. Kvorning indtager 2. pladsen efter vinderen, Atelier Brückner, Tyskland. Verdens top 10 udstillingsdesignere var inviteret med i konkurrencen – 10 blev til 5, 5 til 3, 3 til 2 – i løbet af tre interviews og forhandlingsrunder i Kairo de seneste 12 måneder.

“Vi skilter normalt ikke med 2. pladser. Denne sølvmedalje er dog en undtagelse. Dén er vi utrolig stolte af. Også selvom det kun er 1.-pladserne, der tæller i det her game. Så stort til lykke til Atelier Brückner i Berlin – og tak for kampen”, udtaler Arne Kvorning.

Irske Henegan Peng Architects har tegnet museet, som er ved at blive opført nord for pyramiderne. Museet ventes at åbne i 2018.