30
sep 2021

Teatermagi på tour

Nu ruller Det Kongelige Teaters nye, interaktive attraktion for børn, Postyrium, ud i hele landet, så familier, børn, lærere og pædagoger sammen kan opleve klassisk scenekunst i øjenhøjde.

Vil du være skuespiller på Gl. Scene, balletdanser med strutskørt, spille harpe i orkestergraven eller synge en arie i operaen? – Prøv det hele gratis her!

”Vi vil gerne invitere flere børn indenfor i den klassiske scenekunst. I Postyrium giver vi fantasien og legen luft under vingerne, og håber børnene digter videre på alle de historier og den detaljerigdom, teatret gemmer på. Vi har forsøgt at skabe et transportérbart frirum, som kan opstilles tæt på børnenes dagligdag og herved fungere som en slags portal ind i teatermagien, hvor sanserne skærpes, kropsbevidstheden stiger og medskabelsen hilses velkommen”, siger Dorthe Paulli, Udviklingsdirektør i Det Kongelige Teater.

Kvorning Design vandt opgaven at videreudvikle Det Kongelige Teater og Henning Larsen Architects’ koncepter og udstillingsdesign samt producere og implementere Postyriums eventyrlige verden. I tre store, flotte containere, der nu ruller afsted.

Foto: Camilla Winther