30
maj 2017

‘Dybe hemmeligheder’

Norsk Oljemuseum i Stavanger og Kvorning design & kommunikation åbner ny udstilling ’Dybe hemmeligheder’ om petroleumsgeologi. Et koncept med en klar hovedidé og stor, visuel wow-effekt, som tilbyder fakta og læring i et nyskabende design.

Norsk Oljemuseums nye udstilling ’Dybe hemmeligheder’ er ren Jules Vernes! Simpelthen. Med udforskning, aktivitet og dramatik i fokus og masser af udfordring for hjerne og hjerte. Zoner med både analoge og digitale tilbud, som inviterer til samarbejde, læring og leg. Udstillingen appellerer især til de 12-årige piger og drenge – og dermed til hele familien.

200 millioner år tilbage i tid

’Dybe hemmeligheder’ forklarer, hvorfor der er så store mængder af olie og gas i havbunden uden for Norge. Her kommer besøgende med på en rejse 200 millioner år tilbage i tid. De oplever, hvordan alger fanger energien fra sollyset, synker til bunds og gennem langsomme, geologiske processer omdannes til olie og gas, altså energi til vores tid. Vi håber og tror, at denne store satsning bliver en ny attraktion på Norsk Oljemuseum. Målet er at gøre vores besøgende nysgerrige på geologi gennem ny, spændende formidling, storslået design samt et helt nyt, kraftfuldt arkitektonisk element i museet’, udtaler udstillings- og formidlingsleder på Norsk Oljemuseum, Anja W. Fremo.

Oliestrøm

Formgivningen er inspireret af olien og havet. To store, bølgende vægge står som en bevægende strøm gennem rummet og markerer et snit i det undersøiske og underjordiske. Når man bevæger sig ind imellem væggene, møder man et undervandsunivers med en 360 graders filmisk, fuld 3D-fortælling om oliedannelse. Både fakta og interaktive elementer indtager væggenes yderflader.

Læring og leg

’Dybe hemmeligheder’ er udviklet i tæt dialog mellem Norsk Oljemuseum og Kvorning design & kommunikation. Samarbejdsformen sikrer et koncept med både analoge og digitale formidlings- og interaktionsformer, som smelter aktivt sammen og gør teknisk vanskelige spørgsmål og problemstillinger til enkel og brugbar viden samt underholdende læring og leg.

Udstillingen åbner for offentligheden 31. maj 2017 og er vundet i inviteret konkurrence.