19
dec 2016

25 år med udstillinger

Når rådhusuret falder i slag nytårsnat 2017 kan Kvorning design & kommunikation fejre 25 år med udstillinger i hele verden. En målrettet rejse fra Arne Kvornings ‘one-man-band’ i 1992 via positionen som Danmarks og Nordens største og mest internationalt arbejdende team til pladsen blandt verdens top 10.

Nytårsnat runder Kvorning design & kommunikation et skarpt hjørne. 25 år med udstillinger. Siden januar 1992 har de københavnske udstillingsdesignere skabt magiske rum og øjeblikke for store og små i over 50 lande i hele verden. Ved at smelte arkitektur, historiefortælling og design sammen til stemningsfulde og nærværende oplevelser. Samt arbejde med dramaturgi og berettermodeller, ligesom man gør i filmproduktion. Så alt er med til at drive historierne fremad.

Delphi, Dover, Dubai …

Kvorning-teamet skaber udstillinger af enhver art, kompleksitet og skala. Med årene er designopgaverne blevet både større og mere komplekse. Fx Shannxi History Museum i Xi’an i Kina, hvor teamet levendegør historien om mere end 40 utilgængelige, underjordiske gravkamre med unikke freskoer fra Tangdynastiet med virtual reality, animationer og film. Nyt besøgscenter i Grækenlands største bauxitmine til The Vagonetto Fokis Mining Park i Delphi. Én af English Heritage’s mest populære turistattraktioner, Dover Secret Wartime Tunnels, hvor Kvorning for nogle år siden vandt konkurrencen om at formidle redningen af omkring 400.000 allierede soldater over den engelske kanal under 2. verdenskrig i anlæggets mere end 2 kilometer lange tunneller dybt inde i klinten. Spændende konkurrencer, der kører i Dubai og andre emirater. Norge, et af Kvornings nøglemarkeder, hvor teamet er i fuld gang med Norsk Oljemuseum i Stavanger, Norsk Jektefartsmuseum i Bodø samt otte norske verdensarvssteder på Unesco’s liste. Herhjemme er også travlt, bl.a. har Fængselsmuseet i Horsens, som Kvorning genopliver med storytelling, projektion, interaktion, lys, lyd og lugt vundet flere internationale priser. Invitationer til at byde på verdens største udstillingsopgaver er der også flere af. Senest rollen som Lead Exhibition Designer ved verdens største, arkæologiske museum Grand Egyptian Museum i Kairo, hvor Kvorning efter 1 års hård konkurrence blev nr. 2 af 10 inviterede.